Skip to main content

Vedtægter

  • § 1. Navn og hjemsted

    1.1 Foreningens navn er: ”Frivilligcenter og Selvhjælp Herlev”; stiftet 29. maj 1991.

    1.2 Foreningens binavn er: Kontaktstedet

    1.3 Foreningens hjemsted er: Herlev Kommune

  • § 2. Foreningens formål

    2.1 Foreningens formål er:
    2.2 At udvikle og synliggøre det frivillige arbejde samt at være med til at skabe et mangfoldigt lokalsamfund, hvor alle har mulighed for at yde en frivillig indsats eller deltage i en frivillig aktivitet.
    2.3 At etablere selvhjælpstilbud og netværksaktiviteter for borgere, der savner fællesskab og netværk eller står i en svær livssituation.
    2.4 At arbejde ud fra de til en hver tid gældende strategier og målsætninger samt værdigrundlag for foreningen.
    2.5 Foreningen er neutral over for parti politik og religion.

  • § 3 . Medlemskreds og kontingent

    3.1 Optagelse

    Som medlemmer kan optages foreninger, grupper, virksomheder og enkeltpersoner, der kan tilslutte sig foreningens vedtægter og formål, jf. § 2. Grupper, der benytter foreningens faciliteter, er forpligtet til at være medlem.

    3.2 Fastlæggelse af kontingent

    Generalforsamlingen fastsætter de årlige kontingentsatser for foreningens medlemskategorier. De konkrete satser fremgår af    foreningens til enhver tid gældende kontingenttillæg. Kontingentet opkræves helårligt og forfalder til betaling den 1.marts

    3.3 Eksklusion

    Hvis et medlem modarbejder Frivilligcenter & Selvhjælp Herlevs formål eller handler i strid med vedtægter og husorden, kan bestyrelsen træffe beslutning om eksklusion. Eksklusion kræver simpelt flertal i bestyrelsen. Ekskluderede medlemmer kan ikke genoptages.

    3.4 Medlemskategorier

    Frivilligcenter & Selvhjælp Herlev opererer med følgende medlemskategorier:

    Kategori A: Enkeltpersoner
    Kategori B: Grupper
    Kategori C: Foreninger
    Kategori D: Virksomheder

    3.5 Fastlæggelse og betaling af kontingent

    Generalforsamlingen fastsætter de årlige kontingentsatser for medlemskategorierne ved almindeligt flertal. Det er til enhver tid gældende satser fremgår af Tillæg 1 – Kontingentsatser.

    Kontingentet opkræves helårligt og forfalder til betaling den 1. marts.

    3.6 Kategori A og B

    For Kategori A (Enkeltpersoner) og Kategori B (Grupper) udgør kontingentet et fast årligt beløb.

    3.7 Kategori C – Foreninger

    Foreninger indplaceres i kontingentkategori på baggrund af deres samlede årlige bruttoindtægt i det senest afsluttede regnskabsår.

    Foreninger skal årligt pr. 31. januar afgive en tro- og love-erklæring om bruttoindtægten med henblik på korrekt kategoriindplacering.

    Hvis en forening har undergrupper eller underforeninger, finder reglerne i Tillæg 1 – Kontingentsatser anvendelse.

    3.8 Kategori D – Virksomheder

    Virksomheder indplaceres i kontingentkategori på baggrund af antal medarbejdere.

    Virksomheder skal ved indmeldelse samt herefter årligt pr. 31. januar afgive tro- og love-erklæring om medarbejderantal.

    Virksomheder er forpligtet til uden ugrundet ophold at orientere foreningen om ændringer, der medfører indplacering i en højere kontingentkategori.

    3.9 Oplysningspligt og regulering

    Medlemmer er forpligtet til at afgive korrekte og fyldestgørende oplysninger. Urigtige eller vildledende oplysninger kan medføre efteropkrævning med tilbagevirkende kraft samt bestyrelsens behandling af medlemskabet efter vedtægternes regler.

     

    3.10 Restance og stemmeret

    Hvis kontingent ikke er betalt senest den 1. marts, fortabes stemmeretten ved førstkommende generalforsamling. Hvis kontingent ikke er betalt senest den 1. juni, ophører medlemskabet automatisk uden yderligere varsel.

     

     

     

  • § 4. Generalforsamling

    4.1 Generalforsamlingen er den højeste myndighed i alle foreningens anliggender. Vedtagelser sker ved almindeligt flertal, dog gælder der særlige regler ved vedtægtsændringer og opløsning af foreningen jf. § 9 og 10.
    4.2 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af april. Der indkaldes elektronisk eller skriftligt til den ordinære generalforsamling mindst 1 måned før med vedhæftet dagsorden. Generalforsamlingen annonceres på foreningens hjemmeside og sociale medier.
    4.3 Generalforsamlingens dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter:

      1. Valg af dirigent
      2. Valg af referent(er) og evt. stemmetællere
      3. Bestyrelsens beretning til godkendelse
      4. Regnskabets aflæggelse og godkendelse
      5. Fremlæggelse af budget
      6. Fastsættelse af kontingent
      7. Indkomne forslag
      8. Valg til bestyrelsen:
        a) Bestyrelsesleder vælges særskilt i ulige år
        b) Kasserer vælges særskilt i lige år
        c) Bestyrelsesmedlemmer i ulige år op til 1, og op til 2 i lige år
        d) Udpegning af 2 eksterne medlemmer
      9. Valg af suppleanter
      10. Valg af ekstern revisor
      11. Eventuelt

    4.4 Forslag skal være bestyrelsen skriftlig i hænde senest to uger før generalforsamlingen. Indkomne forslag og regnskab ligger til gennemsyn 8 dage før på foreningens adresse og hjemmeside.
    4.5 Der udarbejdes skriftligt referat af generalforsamlingens beslutninger.

  • § 5. Ekstra ordinær generalforsamling

    5.1 Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes efter beslutning fra bestyrelsen. Derudover kan den ekstraordinære generalforsamling kræves indkaldt efter skriftlig begæring fra mindst 1/5 af medlemmerne, når den ønskede dagsorden anføres.
    5.2 Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med mindst 14 dages varsel vedhæftet dagsorden og begrundelse. Den ekstraordinære generalforsamling afholdes senest 3 uger efter anmodningen er foreningen i hænde.

     

     

  • § 6. Bestyrelsen

    6.1 Bestyrelsen er foreningens overordnede ledelse, som består af 3-5 medlemmer, der vælges på generalforsamlingen for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted. Bestyrelsen kan desuden udpege op til 2 bestyrelsesmedlemmer med relevante kompetencer for en periode på op til 1 år. Genudpegning kan finde sted. De udpegede medlemmer kan udpeges og stille op til tillidshverv i bestyrelsen – herunder bestyrelsesleder, vicebestyrelsesleder og kasserer. Der vælges tillige suppleanter for 1 år. Genvalg kan finde sted.
    Der kan i bestyrelsen sidde ét medlem pr. husstand, forening eller gruppe. Bestyrelsesmedlemmer skal til enhver tid arbejde efter foreningens vedtægter og formål, og udvikle aktiviteter som primært er til gavn for borgere fra Herlev.
    6.2  Det bestræbes at bestyrelsen er bredt sammensat af repræsentanter fra forskellige grupper, foreninger, brancher og sektorer som besidder forskellige kompetencer og erfaringer.
    6.3 Foreningen er en selvstændig organisation, hvor posten som bestyrelsesleder og vicebestyrelsesleder ikke kan bestrides af en kommunal udpeget repræsentant.
    6.4 Efter generalforsamlingen konstituerer bestyrelsen sig med vicebestyrelsesleder og sekretær. Derudover fordeler bestyrelsen arbejdsopgaver indbyrdes.
    6.5 Bestyrelsen hæfter ikke personligt for foreningens gæld.
    6.6 Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
    6.7 Bestyrelsen ansætter og afskediger foreningens centerleder. Centerlederen ansætter og afskediger foreningens resterende medarbejdere i samarbejde med bestyrelsen.

  • § 7. Regnskab, budget, revision

    7.1 Foreningens formue skal anbringes i anerkendt pengeinstitut
    7.2 Foreningen skal inden d. 1. marts fremlægge regnskabet for den af generalforsamlingen valgte eksterne revisor.
    7.3 Regnskabsåret er 1. januar – 31.december
    7.4 Revisorpåtegnet regnskab fremlægges senest 8 dage før generalforsamlingen i foreningen.

  • § 8. Tegningsregler

    8.1 Bestyrelseslederen og kassereren tegner i fællesskab foreningens økonomiske forhold udadtil. I disses fravær kan foreningen tegnes af vicebestyrelsesleder og et bestyrelsesmedlem.

  • § 9. Vedtægtsændringer

    9.1 Vedtægtsændringer kan vedtages på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

  • § 10. Opløsning

    10.1 Foreningen kan opløses på en generalforsamling, hvor over 50% af de fremmødte stemmer for opløsningen. Denne generalforsamling skal efterfølges af en ekstraordinær generalforsamling afholdt inden 4 uger, hvor 2/3 af de fremmødte medlemmer skal stemme for opløsningen.
    10.2 Efter opløsning tilfalder foreningens aktiver Herlev Kommune.

  • Vedtaget på generalforsamlingen

    18.3.2025